Fra Den Dominikanske Republik

Vi stod i køkkenet sidst i april sidste år. Næsten på kanten af ​​udmættelse efter et års kamp med hus problemer, der har bragt meget mere frem i lyset end blot forsikringer, omkostninger, mangel på arbejdskraft og andre fornødenheder, der unægteligt rummer mere end blot praktiske og logiske løsninger.

En uge før afrejsen til Kroatien fik vi et tilbud om at rejse de næste 10 måneder. Beslutningen om at leje huset ud, at forlade alt hvad vi havde arbejdet på indtil da, kom forhastet og impulsivt. Ingen af ​​os vidste, hvad vi gik med til, og hvor langt vores beslutning ville tage os.

Men det var en beslutning, vi skulle tage.

Lad os fare vild.

For os selv, for alt, hvad vi drømte, hvad vi følte, og hvad vi håbede på.

Det er 8 måneder siden. Otte måneder siden jeg tvivlede i den beslutning og 8 måneder siden jeg i frygt gennem tårer rejste spørgsmålet om det var det rigtige i en samtale med min terapeut.

I dag kunne jeg næsten grine af min usikkerhed, men det gør jeg ikke, fordi jeg ved, at den var legitim for mig fra 8 måneder siden.

Jeg sidder i et hus i Den Dominikanske Republik, hvor vi har boet i 2 måneder. Forestillingen om hjem er for længst blevet tvivlsom, opløst og dissekeret i de mindste dele.

Der er et hjem, men jeg vil skrive om det ved en anden lejlighed.

Der er også dette sted, hvor vi bevæger os langsomt, rejser ind og ud i os selv for at finde nogle nye dele og integrere alt det nye i os selv.

Vi lever i et fællesskab med andre mennesker, voksne og børn, i konstant samspil, i at give, modtage, få og miste.

Vi lever anderledes, end vi kunne have forestillet os, og alligevel lige som vi skal i øjeblikket.

Vi valgte DR på grund af de restriktioner, vi kunne navigere i, på grund af solen og varmen, der ikke kun kommer fra klimaet. Vi mødte venner, mennesker, der rørte vores hjerter, som viste os nogle nye verdener.

Det er svært at leve i et fælleskabet nogle gange, men igen at have børn, der leger næsten hele dagen, dør-til-dør venner, du altid kan finde, når du har brug for dem, og et lille stykke af dit eget rum, hvor du kan gemme dig i, når du har brug for det - det er mere end nok for os.

Vi lærer praktiske ting: sprog, nye kulturer, at navigere på en ø, der ikke er den mest udviklede, i en ny valuta, i omkostninger og måder at spare penge på.

Vi har lært mere end de praktiske ting: At vi er gode til at rejse, at vores børn er omstillingsparate, at alt, hvad vi de seneste år har investeret i os selv og i vores børns udvikling, har ubeskriveligt store fordele.

De sidste 8 måneder er fløjet af sted ligesom på én dag. Beslutningen om at vende tilbage til Danmark den 1. marts er for længe forbi. Vores rejse er ikke slut: hverken denne fysiske eller personlige.

Folk spørger os ofte, hvordan vi kunne have valgt livet i kufferter, især når de ved, hvor vi kommer fra, og hvordan vi levede før. De forbinder ofte livet i kufferter med manglende stabilitet.

Det har jeg ikke et godt svar på, altså jeg ved ikke om det er godt nok. Men for mig er det eneste svar, der giver mening: stabilitet kommer ikke fra adresser, huse, ting, vi kender, og ritualer, vi udfører hver dag. Selvfølgelig kan alt det ovenstående spille en rolle i en følelse af stabilitet i ens eget liv, for ikke at tale om begrebet økonomi, men stabilitet er ikke altid fysisk af natur.

Stabilitet for os er den forandring, livet bringer hver dag, stabilitet er følelsen af, at du er præcis, hvor du skal være i nuet, stabilitet er ikke at forudse, hvad der kommer, eller at fortryde det, der er gået. Stabilitet er i os, når vi føler, at vi har os selv i hvert øjeblik af livet.

Vi har stabilitet ved at rejse, leve med lidt materiale, men meget i alt det andet, vi har nu.

Jeg ser stabilitet i vores børns øjne, jeg mærker det, når jeg lægger dem til at sove, når vi sidder sammen forbundet af de dybe tråde i alt, hvad vi har givet os selv de seneste år: arbejde med os selv, frihed og tid til at være.

Jeg hverken forventer eller ønsker noget mere.

Savnet er en integreret del af livet: når vi er i Danmark savner vi familien i Kroatien, når vi er i Kroatien savner vi det, vi elsker i Danmark, nu hvor vi er langt fra begge dele har vi dage, hvor nostalgien vokser ud af rejseglæden, men uden den kunne vi hverken værdsætte det, vi har tilbage, eller det, vi har nu.

Mere end nostalgi fylder vi os med glæden, roen, sammenholdet mellem os fem og de stærke bånd, vi bygger med hinanden, alt andet er en bonus: og dem er der så mange af, at jeg vil vente med at skrive om dem til en anden post.

Indtil næste læsning…