Kritisk om kritik

Kommer på dansk

Er du en af ​​dem, der ikke kan lade være med at dømme andres liv? Er du den mor, der mener, at hendes valg og måde er den eneste rigtige? Oplever du nogensinde, at du tænker på andres beslutninger som vanvid, som du ikke kan finde en berettiget grund til?

Jeg tror, ​​at selvom vi ikke altid vil indrømme det, så var langt de fleste af os dem, der til tider rystede på hovedet og satte spørgsmålstegn ved andres valg og beslutninger. Vi må alle have følt os bedre, mere værdifulde og overlegne end andre på et tidspunkt.

Mødre er ikke en undskyldning.

Historien om at dømme andre fik en helt ny dimension for mig, da jeg befandt mig i epicentret af den.

Og jeg må indrømme, at det overraskede mig. Fordi Danmark tilsyneladende ikke er så åbenlyst kritisk, blander folk sig meget mindre i andres liv og bliver ikke så let opfordret til at kommentere og give deres eget indblik i andres beslutninger. Det er meget sjældent, hvis ikke nogensinde, at en forbipasserende fremmed vil fortælle dig, at du gør det og det forkert.

Men når man vælger et alternativ, når man lever i udkanten af ​​sociale normer og når man samtidig taler åbent og ærligt om det, vil mange (selv i Danmark) finde sig i at blive inviteret til at dømme.

Der er mange fordomme om ikke at sende børn i vuggestuer, børnehaver og skole – selv i Norden. Dette er en oversigt over dem, jeg har mødt mest. Listen kan bestemt suppleres og er ikke endelig.

Forskellen mellem før og nu for mig er, at jeg vænnede mig til det og lærte, at andres meninger ikke har noget med min virkelighed at gøre.

I Danmark beslutter flere og flere mødre at blive hjemme med deres børn, indtil de starter i børnehave (ca. 3 år) eller skole, men der er stadig meget få, der vælger hjemmeundervisning.

En af de største myter og fordomme er bestemt socialiseringens byrde. Spørgsmålet: "Hvordan vil de socialisere sig, hvis de ikke går i kollektivet" er bestemt nummer et. Men hvad er socialisering, og hvor forvrænget er billedet af børns socialisering i nutiden?

Efter min mening er det ud fra de nævnte kommentarer og mængden af ​​dem en meget stor myte, at børn kun kan socialiseres gennem interaktion (dagligt og flere timer) med deres jævnaldrende. Hvordan kom vi til at se den eneste (korrekte) form for socialisering i peer interaktion?

Og hvad med socialisering med primære omsorgspersoner, søskende, naboer, mennesker vi møder i forskellige dele af livet og så med andre børn, der ikke nødvendigvis er på samme alder?

Sidste år interviewede jeg en journaliststuderende, som forskede i hjemmeundervisning, eller rettere sagt unschooling. På et tidspunkt fangede hun mig i at spørge, hvordan en af ​​de mest almindelige kritikpunkter, hun er stødt på om unschooling, er, at forældre, der beslutter sig for at gøre det, faktisk gør børnene en bjørnetjeneste, fordi de skåner dem fra det virkelige liv. I virkeligheden?

Dette fik mig til at spørge om, hvad det virkelige liv repræsenterer for individer? Og hvis vi ikke alle lever efter et præcist mønster, så har vi vel et "uvirkeligt liv"?

Så vores liv, hvor vi til enhver tid af hver dag kan interagere med forbipasserende, tilfældige arbejdere, bedstemoren, hvis have min datter lugede hver uge i flere måneder, se svaner lande og lette på en nærliggende sø, gå til udstillinger, leg, legepladser, socialt samvær af forskellig art er ikke rigtigt, men det mennesket kunstigt skabte for et par hundrede år siden er mere virkeligt liv? Jeg mener væggene i børnehaver og skoler og indhegnede legepladser, hvor de fleste børn tilbringer det meste af deres tid.

I Danmark lægges der stor vægt på det danske sprog som barnets primære sprog. For mange år siden, da jeg lyttede til forelæsninger om tosprogede (flersprogede) børn som led i mine fonetikstudier på Det Filosofiske Fakultet, husker jeg en masse positive kognitive aspekter, som sådanne børn besad. I Danmark ignoreres vigtigheden af ​​flersprogethed, og begrebet tosprogede mennesker (børn) bruges i negative konnotationer. Sådan blev myten om, hvordan børn, der taler andre sprog i hjemmet (i familien), skal være en del af børnehavekollektivet for at blive eksponeret for det danske sprog fra de tidligste dage, styrket. Deri ligger kritikken af, at mine børn helt sikkert taler mindre (dårligere) dansk, fordi de er hjemme.

Vores børn taler 3 sprog, og deres dansk er ikke værre end kroatisk, og de skifter meget nemt fra det ene til det andet. Desuden foretrækker vores døtre dansk indbyrdes, mens de udelukkende henvender sig til deres bror på kroatisk.

Mange tror også, at vores børn ikke har nogen venner, fordi de er hjemme. Mange rådede os til straks at sende den ældste tilbage til skolen, fordi hun vil miste alle de kontakter, hun havde.

Ikke at hun ikke har mistet nogle af sine kontakter, men det er en underdrivelse at sige, at de har fået mange flere nye bekendtskaber og rigtige venner end før.

Jeg har også hørt om, hvordan jeg er en besiddende mor, der ikke ønsker at slippe dem væk fra mit skød. Jeg tror, ​​at mange mennesker tror, ​​at jeg begrænser mine børn, fordi jeg er deres primære støtte, guide, trøst, ledsager og organisator. Det er svært for mig overhovedet at forblive objektiv, når jeg går ind for, at der er lidt ansvar for deres liv (hvem overhovedet) med behovet for at holde dem hos mig. Faktisk ved dem, der kender os, at en af ​​de grundlæggende værdier, som jeg bygger og investerer i, er deres frihed og autonomi, der ikke er relateret til mig og mine behov.

Ligeledes er jeg blevet spurgt en del gange om mit eget intellektuelle arbejde: om jeg er stagneret eller regresseret ved at vælge børn frem for en karriere. Når jeg ser på de sidste års arbejde, husker jeg en del dage og øjeblikke, hvor jeg arbejdede på en måde, der allerede var vellært og på en måde, der var nemmere for mig i stressede perioder. I dag er der intet segment, der ikke fascinerer mig, som jeg ikke ønsker at lære mere om: fra astro- og kvantefysik, tricks på et skateboard, det periodiske system, naturfænomener, reproduktion af krabber, sejlads, sport, geografi. .. Jeg finder mig selv i alt og på mirakuløst meget klarer jeg dette bedre end i de dage, hvor andre dikterede mig, hvad jeg kan og skal.

Hvordan kunne jeg spilde alle gymnasierne, al den viden, jeg fik og møjsommeligt investeret på bekostning af børnene? Hvordan kunne jeg forlade et godt job "for lediggang", husarbejde, dovenskab?

Hvor er jeg bestemt mindre hårdtarbejdende og hårdtarbejdende, når jeg bliver hjemme.

For at gøre det bedre og mere sikkert for mig at arbejde.

Det er ikke normalt at være sammen med sine egne børn hele tiden.

Hvordan kunne der være noget galt med mig, da jeg valgte dem, og efter de fyldte et år?

Alle disse er blot de mest almindelige kommentarer og spørgsmål, bag hvilke der utvivlsomt gemmer sig mange fordomme.

Hvordan ser du på mødre, der ikke arbejder (af en eller anden grund), eller hvis liv primært er børn?

Og lad os være klare, jeg er den første til at forsvare individers ret til at vælge, hvad end det måtte være. Heldigvis er vi alle forskellige, så vores livsstil behøver ikke at være den samme.