Stands. Indånde. Ånde ud.
Hvordan har du det?
Se dig omkring. Hvad ser du?
Hvad hvis jeg fortalte dig, at dit liv er hele dit, og at hvert øjeblik, du bliver helt bevidst om, er den største gave, du har.
Jeg behøvede ikke at rejse en eneste meter ud over min egen krops grænser for at komme til denne erkendelse, men jeg må indrømme, at nogle gange er det nemmere, netop når vi træder ud af vores egne rammer for det, vi kender, for at lære nogle at kende. ny del af verden - en ny del af os selv.
Det er snart halv andet år siden vi kørte afsted i en bil fuld af kufferter på det, der ville blive den længste rejse nogensinde. Uden noget mål, uden en fast plan, uden ambitioner og en endelig returdeadline tog vi afsted og bevæger os stadig. Nogle gange holder vi pause, nogle gange står vi stille uden at skynde os. For nogle år siden ville vores samvittighed have gnavet os over ikke at sætte mål, for ikke at planlægge, for at stå stille (for længe). For det var sådan, vi blev oplært, opdraget, fordi det er blev givet til os af vores forfalder, gennem vores blodlegemer: uden ambitioner, uden at stræbe efter det bedste, uden smerte og indsats, som om intet er værdifuldt.
Føler du det samme, når du ikke laver noget hele weekenden, føler du, at du skylder nogen en undskyldning, hvis du bare hviler dig, hvis du ikke skifter sted i flere dage, hvis du ikke har nogen planer, ikke engang en to do liste?
Og lad mig spørge dig: Hvis du brugte timevis på at ligge på sofaen foran fjernsynet eller siddende under et træ, tror du så, at du havde spildt din tid? Men hvem skylder vi egentlig forklaringer, undskyldninger, anger og erkendelsen af, at nydelse altid er ledsaget af epitetet skyld (guilty pleasure)?
Faktisk er det eneste, vi skylder os selv og verden, at stoppe med at undskylde og slippe af med de forældede værdier, der ikke tjener nogen. Det er okay at leve livet i fuld nydelse uden nogen skyld, det er okay at have et år (selv et år eller hele livet) uden planer og (store) mål, det er okay at være fri inden for dine egne overbevisninger og værdier, det er okay at vide, at den største ambition er at elske det og værdsætte det i den enkelhed, det giver livet.
Og som sådan er det værd at nyde og fejre. Jeg refererer ikke til de store livsfester som fødsler, fødselsdage, bryllupper, jubilæer...
"Hver dag er værd at fejre."
Det lærte jeg for nylig på kakao uddannelsen for facilitatorer. Først sukkede jeg ved tanken om at fejre livet hver dag – jeg synes, det var for meget for mit ego at fordøje, at hver dag kan være så ceremoniel, som vi gerne vil have den. Så, i løbet af de 14 (mest) intense dage, begyndte jeg langsomt at give slip på mine egne begrænsninger og overbevisninger, som tydeligvis ikke tjente mig. Hver dag gik jeg gennem min egen himmel og helvede på samme tid - dette var en tid for smertefulde processer, der i sidste ende tjente mig mere end al den praktiske viden, jeg fik på samme tid (ikke at jeg klager over den opnåede viden, det var mere end interessant og lærerigt). På den ene side indså jeg, at det, der gør mest ondt, ofte er det sværeste at give slip på, men når vi endelig er klar til at se det i øjnene og give slip - så tjener det, vi lærer eller får på den anden side, os tusinde gange mere og bedre. På den anden side indså jeg, at ikke alt behøver at være lidelse for at tjene os.
Gennem ceremonierne i alle de øjeblikke, vi delte, modtog og gav, lærte jeg at fejre livet på det enkleste plan: hverdagen, nutiden, vores og i enhver forstand af ordet: hellig.
Jeg lærte ikke at dømme mig selv (tak, ego, fordi du stadig falder til ro fra tid til anden), jeg lærte at tillade mig selv små fester og store glæder: sove længe (eller kort, hvis jeg foretrækker det), tænde et lys, drikke ceremoniel kakao hver dag, mediter i stilhed (eller larm og kaos), for at åbne ens hjerte for taknemmelighed for hverdagens privilegier (mad, vand, seng,...), at være i livets bevægelse i kufferter eller stå og stirre på Atitlans vand, at elske sine børn og sin mand, kyse dem og nyde tiden sammen fordi hvis ikke andet så fortjener kærligheden den største fejring.
Og ja, vi har ikke brug for påmindelser i kalenderen, hvis vi skriver dem ned for evigt (lidt efter lidt) i vores egen eksistens hjerter og bevidsthed.